Byggeri76 nye, almene boliger med havudsigt

76 nye, almene boliger med havudsigt

Projektselskabet Harbour P/S planlægger at opføre 240 boliger på en af hovedstadens mest eftertragtede adresser, Langelinie. 76 af boligerne bliver almene og overtages af Boligselskabet AKB, København

Illustration af boligprojektet på Langelinie (til venstre i billedet).

Et nyt boligkompleks kan snart rejse sig på spidsen af Langelinie. Med 240 boliger, fællesarealer og en højde på 120 meter vil byggeriet markere sig som et nyt vartegn ved havnen. Bygningens slanke, åbne silhuetter er udviklet, så byggeriet – trods sin skala – indgår elegant i byens horisont og nærområde.

Lavt klimaaftryk

Byggeriet opføres med ambitionen om et klimaaftryk på omkring 6 kg CO₂e/m²/år, hvilket er lavt for etagebyggeri.

”Det glæder mig meget, at vi får skabt boliger, der bygges som hjem til mennesker og ikke blot til spekulation. Når vi samtidig bygger med et lavt klimaaftryk, går det op i en højere enhed. Vi skal have langt flere boliger i byen til helt almindelige mennesker, hvor fællesskaberne trives, og hvor der er ren luft og natur,” siger Line Barfod, klima-, miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune.

Grønne områder og nyt havnebad

Ud over 240 nye hjem revitaliseres hele området. Det omdannes til en grøn, rekreativ oase med bænke, butikker, caféer og et mobilt havnebad, hvor beboere og besøgende kan nyde udsigten over Øresund.

En by med plads til alle

Projektet på Langelinie giver mulighed for at skabe et boligområde, hvor kvalitet, tilgængelighed og stærke fællesskaber går hånd i hånd.

”Vi bygger gode, sunde boliger til almindelige mennesker. Det har været AKB, Københavns mission gennem mere end 100 år – og er det fortsat. Nu også på Langelinie. Vi er glade for at kunne tilbyde almene boliger, non-profit og demokratiske, på en af byens bedste adresser. Og vi glæder os til at sætte vores erfaringer med at skabe fællesskaber i spil og være med til at skabe et område, hvor mennesker af alle slags kan føle sig hjemme,” siger Mikkel Warming, formand for Boligselskabet AKB, København,

Projektet afventer vedtagelse af en ny lokalplan, der forventes sendt i offentlig høring før sommerferien.

Antal boliger: 240 til godt 500 beboere – heraf omkring 76 almene boliger.
1.000 parkeringspladser til cykler og 130 p-pladser til biler

Fakta om Langelinieprojekt

Adresse: Langelinie Allé (spidsen)
Etagemeter: 31.000 m2

Grundejere: Harbour P/S, der består af PensionDanmark Ejendomme, ATP Ejendomme og By & Havn
Alment boligselskab: Boligselskabet AKB, København v. KAB
Totalentreprenør: NCC
Arkitekter: Vilhelm Lauritzen Arkitekter/Lendager
Landskabsarkitekt: Sted – By og Landskab

Seneste nyt

Andre læste også