
”Han har hvidt skæg, er lidt tyk og har rødt tøj på.” Børnene i Boligselskabet Friheden i Hvidovre giver et ganske præcist signalement af julens største berømthed, men de er ikke helt enige om, hvorvidt han findes.
I år deltager 74 beboere heraf 40 børn i boligområdets Børnejulefest søndag den 7. december. De samles forventningsfuldt om langbordene, hvor festen begynder med æbleskiver og saftevand.
For børnene og for fællesskabet
”Jeg tror, det rygtes, at vi virkelig hygger os,” siger Heidi Henningsen, næstformand i afdelingsbestyrelsen i Friheden I, VI og Lille Friheden. Hun er ankerkvinde for arrangementet og kan fortælle, at det vokser i omfang år for år.
”Vi gør det for børnenes skyld. Den glæde det skaber. Alle beboere små som store får nye venskaber, som består gennem mange år,” forklarer hun.
En særlig dans om træet
Efter æbleskiverne danner børn og voksne to kæder om juletræet og julens fællessange fylder salen. De slutter med den muntre ”Nu er det jul igen” i en særlig version, hvor deltagerne gradvist sorteres fra efter alder. Sidste runde går de mindste på 5 år og derunder alene omkring træet med hinanden i hånden.
Så er det tid til at kalde på julemanden. Og minsandten om ikke han på magisk vis har fundet vej til Friheden.
VIDEO: Se julemanden ankomme med slæden fuld af gaver:
Samler flere generationer
Mød et par af de familier, som deltog i Børnejulefesten.

Søstrene Jessica og Michelle Nielsen er vokset op i Friheden i Hvidovre, og deltager i Børnejulefesten med deres egne børn samt deres mor, som stadig bor i Friheden.
”Det er fint at være med, og det bringer børnene sammen. Det betyder meget,” siger Michelle.
Hun har 3 børn og Jessica 2 børn. Når hele familien samles til selve juleaften, bliver de ikke mindre end 18 omkring bordet.

Else Petersen har boet i Friheden i 56 år. Hun deltager i Børnejulefesten sammen med børnebørnene, Anna på 9 år og Vito på 5 år.
”Det er dejligt at være sammen på den her måde. Vi var også med sidste år. Man får hilst og talt med en masse mennesker. For mig er det vigtigste ved julen, at familierne samles bl.a. til sådan noget som det her. Mødet mellem mennesker, det er det vigtige.”
Tak til Anna og Vito som bidrog til den rammende karakteristik af julemanden.
Guide: Har du fået lyst til at arrangere en børnejul i din boligafdeling?
Her er huskelisten med opgaver:
• Invitation skrives og hænges op i opgangene
• Tilmelding og betaling (i Friheden 75 kr. pr. barn)
• Lokale bookes
• Servering indkøbes og lunes: Æbleskiver, saftevand, gløgg, kaffe, pebernødder, mandariner
• Julemand bookes og kane pyntes
• En gave pr. barn (gaver mærkes med navn og alder). PS: Nisserne i legetøjsbutikken kan hjælpe med denne opgave
• 1 slikpose pr. barn
• Borddækning (husk duge + servietter + lys)
• Juletræ med fod + juletræslys
• Oprydning
• Tips til økonomi: Søg om bidrag til arrangementet hos boligorganisationen. Boligselskabet Friheden bidrager med et tilskud, som bl.a. betyder, at nisserne kan producere gode gaver til børnene.
