
Agnes Lazzarotto, 84 år og beboer i SAB Voldboligerne på Christianshavn har forslået en artikel om beredskabet for beskyttelsesrum i tilfælde af en krisesituation.
Agnes stiller to spørgsmål om beskyttelsesrum:
1) Hvor er det nærmeste beskyttelsesrum for os, der bor i ældreboligafdelingen Voldboligerne på Christianshavn?
2) Hvis man er gangbesværet, vil der så være hjælp at få til at komme frem til beskyttelsesrummet?
Hun forklarer, at interessen for beskyttelsesrum udspringer af en bekymring for den sikkerhedspolitiske situation:
”Alle ved, at der er mange faresignaler. Politikerne taler om det og bruger flere penge på at opruste. Så hvad gør vi, hvis der sker noget? Der er jo beskyttelsesrum på voldene, men de er gamle, og der er nok ikke plads til alle. Hvad med os ældre, der er dårligt gående, får vi hjælp, hvis det bliver nødvendigt?”
Svar fra Hovedstadens Beredskab: Trusselvurderingen er afgørende
Beskyttelsesrum er kommunernes ansvar, men beredskabstjenester kan inddrages. Københavns Kommune samarbejder med Hovedstadens Beredskab om beskyttelsesrum.
Martin Christoffersen, viceberedskabsinspektør i Hovedstadens beredskab, forklarer om beskyttelsesrum:
”Der er ikke aktuelt trussel om krig i Danmark, og den trusselvurdering har ikke ændret sig. Opfordringen til at have vand og andre forsyninger til tre døgn retter sig primært mod situationer med f.eks. strømsvigt, oversvømmelse eller lignende, og ikke situationer hvor det er nødvendigt at søge i beskyttelsesrum.”
Myndighederne vil melde ud om beskyttelsesrum, hvis trusselsvurderingen ændres.
”Hvis det ændrer sig, vil det være kommunen i samarbejde med Styrelsen for Samfundssikkerhed, der vil oplyse om, hvor nærmeste rum er. Hovedstadens Beredskab har kun myndighedsansvar og drift af offentlige dækningsgrave og eventuelle sikringsrum i fredstid,” siger Martin Christoffersen.
Nærmeste sikringsrum er ofte kælderen
I tilfælde af behov for at søge i beskyttelsesrum vil den generelle anbefaling formentlig være, at de fleste ikke skal bevæge sig så langt.
”Som udgangspunkt er det ikke meningen, at man skal søge ud fra den bygning, man befinder sig i og ud i dækningsgravene. De er opført til personer, der befinder sig på gaden og i det fri. Man skal søge ned i et sikringsrum, der ofte ligger i ens egen eller nærmeste kælder,” siger Martin Christoffersen.
Læs mere om det det nationale risikobillede
Hjælp til svage og gangbesværede
Den anden del af spørgsmålet fra Agnes handlede om, hvorvidt svage og gangbesværede kan forvente at modtage hjælp i en krisesituation.
Hertil svarer Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune:
”Københavns Kommune forbereder sig på forskellige krisescenarier. Under en krise vil vi altid gøre, hvad vi kan for at hjælpe de borgere, vi har ansvaret for. I en kritisk situation vil vi være nødt til at prioritere indsatsen i forhold til de svageste og mest udsatte borgere. Hjælpen vil derfor muligvis være anderledes under en krise, men modtager du f.eks. pleje i hjemmet i dag, vil du også få hjælp i en krisesituation. For at kommunens indsats kan blive så målrettet og effektiv som mulig, er det vigtigt, at borgerne følger myndighedernes anbefalinger til eget beredskab.”
Har du et hjemmeberedskab til 3 døgn?
Hvis du kan klare dig selv i 3 døgn, kan myndighederne prioritere hjælpen, der hvor behovet er størst.
Hvad har du brug for?
• 3 liter drikkevand pr. person pr. døgn. Husk også at beregne vand til husdyr.
• Mad, der kan holde sig og som ikke kræver tilberedning i ovn, fx konserves, knækbrød. Hvis relevant, mad til grill/ stormkøkken.
• Nødvendig medicin til mindst tre døgn og en førstehjælpskasse.
• Hygiejne såsom toiletpapir, hånddesinfektion, vådservietter, bind og tamponer.
• Varme tæpper, dyner, tøj m.v. Ryk evt. sammen i ét rum.
• FM-radio på batterier, håndsving eller solceller.
Læs mere om ansvar og beredskab i almene boligselskaber på BL’s side: Beredskab i en ny risikotid
Voldboligerne
SAB Voldboligerne er en ældreboligafdeling med 140 ældreboliger samt et fællesrum, hvor beboerne samles om aktiviteter.
Boligafdelingen er beliggende ved voldene på Christianshavn.
Tak til Agnes for de relevante og aktuelle spørgsmål. Har du et spørgsmål? Skriv til taetpaa@kab-bolig.dk

