Bæredygtighed”Det er et åndehul midt i byen. Det er livskvalitet”

”Det er et åndehul midt i byen. Det er livskvalitet”

Mellem mursten og betonbyggeri på Nørrebro ligger permakulturhaven Skovhavelunden. Et grønt modstykke til de grå facader og lige linjer, hvor vild natur og nye fællesskaber vokser frem

“Nogle synes, at haven ser herrens ud. At en ordentlig have er velfriseret og nyklippet. Men her får naturen lov til at gøre det, den gerne vil. Jeg synes, det ser meget romantisk og dejligt ud.”

Kunstner og permakulturdesigner, Skye Jin, er hovedarkitekten bag Skovhavelunden.

Sådan lyder det fra Mads Due, som har boet i AKB, Lundtoftegade i 9 år og næsten dagligt passerer gennem haven, plukker urter, slapper af eller falder i snak med andre beboere fra området.

Skovhavelunden er opstået i et samarbejde mellem kunstner og permakulturdesigner Skye Jin, kunstplatformen Til Vægs og afdelingsbestyrelsen i AKB København, Lundtoftegade.

En utopisk drøm om at blive selvforsynende og muligheden for at anlægge et bylandbrug – og samtidig skabe mere natur i boligområdet førte til, at en forfalden legeplads i efteråret 2023 blev erstattet af den vilde have.

”Vi har jo også græsplæner og træer i afdelingen, men for mig kan permahaven noget andet. Den er der eventyr i,” siger Mads Due.

En anden måde at mødes på

For den 33-årige beboer er den grønne lomme blevet et yndet tilholdssted, som danner ramme om møder mellem mennesker – både venner, kollegaer og ikke mindst naboer, som ellers ikke ville have en relation.

Hvad der før var en legeplads i forfald er i dag en vild have.

Haven afspejler den mangfoldighed, der kendetegner Lundtoftegade, hvor beboere med forskellige geografiske og kulturelle baggrunde finder glæde og genkendelighed i den store variation af vegetation.

“Det er et sted, hvor beboerne lærer hinanden at kende og får et andet samvær,” fortæller Mads Due.

Her opstår samtalerne naturligt, og der bliver udvekslet både haveråd og historier om urters og planters anvendelsesmuligheder i forskellige verdenskøkkener – på en anden måde end i vaskeriet eller på fodboldbanen, som Mads Due formulerer det.

Samtidig bliver der arrangeret en række fælles aktiviteter som havedage, workshops og høstfester, hvor beboere og samarbejdspartnere mødes om at dyrke, lære og spise sammen.

Kontrast til byen

For 33-årige Mads Due er den grønne lomme midt i byen med til at øge livskvaliteten.

I en tæt befolket bydel som Nørrebro har Skovhavelunden fået en særlig betydning for Mads Due. Her følger tingene ikke byens tempo, men naturens eget.

“Planterne gør deres ting i deres eget tempo. Der er en langsomhed her, som er en kontrast til det intense byliv. Jeg elsker byen og pulsen, men synes, det er fantastisk, at vi også kan have vild natur her i Lundtoftegade,” forklarer han.

Skovhavelunden er derfor mere end et grønt område. Den er et levende fællesrum, hvor natur, kunst og beboerengagement skaber nye måder at være sammen på.

Mads Due har et godt råd, hvis man drømmer om at skabe sin egen oase i boligafdelingen: Det gælder om at få folk ind, der har viden og drivkraft til at skyde projektet i gang. I nogle tilfælde er en gartner måske svaret. I Lundtoftegade var vejen en anden.

”Her var hacket at få engageret nogle kunstnere, som arbejder med natur, biodiversitet og permakultur. I første omgang handlede det om kunst i og på vores bygninger, men det skabte ringe i vandet og har betydet, at vi nu har fået den her vidunderlige have,” siger han.

Oversigtskort over Skovhavelunden i Lundtoftegade.

Seneste nyt

Andre læste også