
Marianne Petersen er allerede faldet godt til i rækkehusbebyggelsen Åmosevej i Hillerød, hvor hun flyttede ind i november sammen med sin mand Christoffer og datteren Ellie. Til daglig arbejder Marianne som farmakonom på Hillerød Sygehus og Christoffer er pædagog i en SFO. Ellie er knap 2 år, hun går i vuggestue.
”INDENFOR” er en ny serie, hvor vi kommer tæt på boliger i KAB-Fællesskabet og møder beboerne, som svarer på seriens syv spørgsmål.
Bebyggelsen består af rækkehuse og lejligheder i forskellige størrelser, og ligger attraktivt i centrum af Hillerød. Marianne og Christoffer bor i en lejlighed i et plan, der er på cirka 100 kvadratmeter. Det er meningen, at beboerne selv afslutter indretningen af boligerne med skillevægge.
Marianne giver os indblik i det nye boligområde:
1. Hvad, synes du, er det bedste ved boligen og ved området?
”Vores store rum, og at det ligger så centralt. Det nyder vi rigtig meget. Vi har 5 minutters gang til Slotsarkaderne og centrum af Hillerød.
På sigt skal vi indrette værelser i en del af stuen. Det glæder vi os til. En fordel her er, at vi ikke skal søge decideret tilladelse til at bygge om. Fedt at I som boligselskab har lavet nogle skitser til placering af skillevæggene.”

2. Du bor i en almen bolig – hvordan kan det være, du har valgt denne boform?
”Det var nok prisen. Før boede vi i privat leje et andet sted i Hillerød, og her har vi fået 30 kvm mere for samme pris. Det er en kæmpe fordel. Nu hvor vi har fået barn er der brug for mere plads. Der er også en intern liste, hvor vi kan blive skrevet op, hvis vi på et tidspunkt vil flytte til en anden lejlighed. Det er en fremtidsfordel.”
3. Hvad er dine forventninger eller forhåbninger til naboskabet?
”Vi bor lidt tæt, så det med at respektere hinanden er vigtigt. Både i forhold til larm, men også at man ikke står og glor ind ad vinduerne hos hinanden. At hilse på hinanden er også vigtigt. Det har Christoffer og jeg allerede oplevet. Når vi møder nogen, taler vi sammen. Det er sjovt, at vi alle sammen er de første, der bor her. Det giver noget at tale om.”
4. Hvilken indretningsdetalje eller favoritmøbel i din bolig, er du mest stolt af?
”Vores stue elsker vi meget. Når man står i midten, kan man se hele lejligheden. Man føler sig aldrig helt alene, når man står og laver mad, fordi man kan kigge ind i stuen og være med.”
Et glasskab i stuen tiltrækker opmærksomhed:
”Vi kalder det et mindeskab. Jeg var startet og så kom min mand til og nu også min datter. Det er ting fra rejser, fester og senest fra min datters dåb en ankelkæde og en figur med hendes stjernetegn. Det er en form for billedbog eller et mini-museum med vores minder.”

5. Hvad er afgørende for, at du trives i dit hjem?
”Der er en ro her, som vi trives rigtig godt i. Lejligheden giver os plads som familie og plads til at få besøg. Det var der ikke i den gamle lejlighed.”
6. Hvad betyder ”hjem” for dig?
”Et hjem er et sted, der er trygt, og man kan indrette sig hyggeligt og føle sig glad. Før var mit hjem nok mest et sted, jeg boede. Nu efter min datter er kommet til, er det et sted, der er vigtigere – hvor vi skal være sammen som familie.”
7. Hvad kan du lide at lave, når du har fri?
”Hygge med familien. Bruge lokalområdet – gå en tur om Slotssøen eller shoppe. Vi nyder at bo centralt, så vi kan komme ud og se lidt i fritiden. Jeg træner også i Fitness.”
Fakta om Åmosevej
Antal boliger: 74 boliger
Boligtyper: rækkehuse og lejligheder i forskellige størrelser og i 1-3 plan
De første beboere flyttede ind: 1. november 2025
Boligselskab: Nordsjællands Almene Boligselskab

Interesseret i en bolig her?
Lige nu er der enkelte ledige boliger i Åmosevej – se dem her
