Avedøre Boligselskab blev tildelt Fællesskabsprisen 2025 for deres vedvarende arbejde med at styrke relationer og engagement blandt beboerne.

Med aktiviteter som kæledyrsmesse, fastelavn, påskejagt og et loppemarked med over 100 stande formår boligselskabet at samle beboere på tværs af afdelinger og generationer.
”Det går en vej for Avedøre Boligselskab, og det er fremad, fordi vi kan noget, og vi vil noget – og vi vil særligt hinanden,” siger formand, Malene Friis Schultz.
Prisen er et stort skulderklap til de mange frivillige, der står bag arrangementerne – og en motivation til at gøre endnu mere i fremtiden.
Solceller og genbrug i Glostrup
Glostrup Ejendomsselskab modtog Bæredygtighedsprisen 2025 for deres ambitiøse tagrenoveringsprojekt, hvor over 6.000 kvadratmeter tag bliver dækket med solceller og genbrugstegl.

Projektet er et led i selskabets mangeårige indsats for at fremme klimavenlige løsninger, som også tæller grønne tage og LAR-anlæg.
“Vi skal jo alle sammen værne om det samfund og den verden, vi har. Vi får kun én,” siger formand for Glostrup Ejendomsselskab, Vibeke Nielsen.
Projektet har mødt udfordringer som asbestfund og prisstigninger, men beboerne har bakket op hele vejen – og valgt røde solceller for at bevare områdets visuelle udtryk.
Priserne blev uddelt ved årets konference for KAB-Fællesskabet den 26. oktober. Med priserne følger 10.000 kr.
