
Jul med hjerte og fællesskab
Når du kommer til Orangeriet i Folehaven for at købe dit juletræ, får du mere end bare et grønt træ med hjem. Mens træet bliver gjort klar, kan du nyde æbleskiver, gløgg og julestemning – og måske lave lidt julekrea. Projektet Sociale Juletræer, som den boligsociale helhedsplan Mit Kvarter står bag, har nu kørt i to år og er blevet en fast tradition, hvor beboere og besøgende mødes i en varm og hyggelig ramme. Juletræerne kommer fra en lille familiedrevet plantage på Djursland, som kun leverer til projektet for at støtte det gode formål.

”Det handler ikke kun om at sælge et produkt, men om at skabe en oplevelse og en tryg ramme, hvor folk mødes,” fortæller projektleder Rikke Tietze Petersen. ”Vi ser, hvordan det styrker sammenhængskraften i området – og giver mennesker, der har været uden for arbejdsmarkedet, en meningsfuld opgave.”
Små skridt – stor betydning
I år er 18 mennesker ansat gennem ordningen med socialt frikort. Ordningen gør det muligt for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet at tage småjob uden at miste ydelser. For mange er det første skridt tilbage til en hverdag med struktur og ansvar.
Shadi, som er med for første gang, beskriver oplevelsen sådan:
”Det er meget hyggeligt. God stemning. Og selve formålet – det er virkelig hjertevarmende. Man føler sig i trygge omgivelser og får lov til at prøve ting, man aldrig troede, man kunne. Det giver en identitet, en anerkendelse.”
Hun tilføjer:
”Der findes en slags terapi i det. Man dur alligevel til noget, selvom man har været væk fra arbejdsmarkedet i lang tid.”
Troen på mennesker vender tilbage

For Shadi har projektet ikke kun givet et job – det har givet troen tilbage på, at mennesker vil hinanden det godt.
”Jeg er helt overrasket over, at folk, så forskellige folk, kan mødes og hjælpe hinanden. Det er indbyrdes respekt, og man bliver mødt med venlighed, selvom man har sine udfordringer,” siger hun.
Hun oplever, at fællesskabet gør en forskel:
”Det er fantastisk at se, hvordan vi støtter hinanden. Man er ikke alene – og det giver håb.”
Jul binder generationer sammen
Det er ikke kun juletræerne, der skaber glæde i Orangeriet. Projektet har også åbnet døren for møder på tværs af alder og baggrund.
”Det er fantastisk at se, hvordan folk mødes på tværs af generationer og baggrunde,” siger projektleder Rikke Tietze Petersen.
Hun fortæller om dage, hvor bedsteforældre, børn og unge har siddet side om side og lavet julepynt:
”Vi har haft dage, hvor bedsteforældre, børn og unge har lavet julepynt sammen. Det er sådan noget, der gør en forskel.”
De små kreative stunder skaber ikke bare pynt til julen – de skaber gode minder for både børn og voksne.”
Fællesskab, der varer ved
Når juletræssalget slutter, fortsætter fællesskabet. Mange af frijobberne hjælper året rundt med småopgaver i den boligsociale helhedsplan Mit Kvarter. For Shadi har det åbnet nye døre:
”Jeg har opdaget, at jeg er god til mennesker og kommunikation. Det giver mig energi – og håb for fremtiden.”
Kom og køb dit juletræ
Juletræssalg i Orangeriet, Frugthaven 11 i Folehaven
Hver Onsdag–søndag frem til d. 21. december
Hverdage: kl. 15–19
Weekend: kl. 12–17

