
Sundhed er en udfordring i mange almene boligafdelinger. BL’s rapport, ’Sundhedstilstanden blandt beboere i almene boliger’, fra 2023 viser, at uanset om vi taler om fysisk sygdom, psykiske lidelser, ensomhed eller usunde vaner, er almene beboere overrepræsenteret i den kedelige ende af statistikken.
Den gode nyhed er, at vi kan gøre noget ved det. Men selvfølgelig ikke alene.

Ny region, nye muligheder
Med den kommende nye region Østdanmark og de otte nye sundhedsråd* får vi en historisk mulighed for at bringe sundhed tættere på borgerne – også i de almene boligområder, hvor uligheden i sundhed er størst.
Jeg forventer, at den nye region ser de almene boligområder som centrale samarbejdspartnere. Vi har stor erfaring med at arbejde for velfærden og kan bidrage med rigtigt meget. Vi har både data om beboerne og et meget stort antal frivillige og medarbejdere, der brænder for at bidrage og har et stort kendskab til beboerne. I nogle boligafdelinger kan I måske endda lægge lokaler til sundhedsfremmende aktiviteter.
Rigtigt mange steder driver I jo allerede vigtige og forebyggende aktiviteter.
Sammen om forebyggelse – lokalt og i partnerskab
Nogle aktiviteter drives udelukkende af ildsjæle. Andre steder har vi boligsociale enheder, der er eksperter i forebyggende, tværsektorielt og fællesskabende indsatser – i tæt samarbejde med jer.
Der er utallige eksempler på aktiviteter i boligafdelingerne, der er med til at forebygge isolation, ensomhed og usande vaner og giver øget livskvalitet. Fra stolegymnastik for ældre, fællesspisning, sommerfester, madskoler, motionsrum og – særligt aktuelt i denne tid – fælles jul. Og mange, mange flere, gode initiativer.
Lokale indsatser med stor effekt.
Flere af jer har også gode erfaringer med at skabe alliancer med eksterne parter. For eksempel i Tinbjerg, hvor man med ’Tingbjerg Changing Diabetes’ har rykket sundheden den rigtige vej – i et tæt samarbejde med bl.a. Steno Diabetes Center Copenhagen, Hotel- og Restaurantskolen i København og Københavns Kommune. Det er så langt vi kan være med. Og det har stor betydning.
Men vi skal samtidig være ærlige om, hvad der ikke er vores opgave.
Vi kan være brobyggere – ikke behandlere
Vi kan ikke tage ansvaret for behandling og psykiatri. Når samarbejdet mellem kommune, region og praktiserende læger halter, ender beboere med svære problemer alt for ofte hos os – uden nogen form for støtte. Det er ikke holdbart. Vi kan bygge bro, men vi kan ikke være læger i opgangen. Der skal være en klar plan for, hvem der tager ansvar – og det ansvar ligger ikke hos frivillige beboere og lokale medarbejdere, selvom jeres hjerter er store, og I gerne byder ind.
På KAB-Fællesskabets konference i oktober var formand for Region Hovedstaden, Lars Gaardmand, klar i mælet: Regionen bærer ansvaret for sundhed og forebyggende indsatser, men de vil gerne have lokale samarbejdspartnere. Den opgave byder vi gerne ind på. Men politikerne skal være klar til at investere i sundhed. Også den nære. Det kan have stor effekt – mindske antallet af indlæggelser og udgifterne til sygedagpenge. Og ikke mindst kan det give mange mennesker bedre liv. I sidste ende kan det måske redde liv.
Men sundhed skal være et fælles projekt. Vi er klar til at åbne dørene. Nu skal region og kommuner vise, at de vil tage beboernes sundhed lige så alvorligt, som vi gør.
