ByggeriRenoveringTørreloftet i Fynshuse udnyttes til duplexboliger

Tørreloftet i Fynshuse udnyttes til duplexboliger

De nye spær er på plads, og udvidelsen af boliger på tørreloftet tager form i SAB’s boligafdeling i nordvestkvarteret

Håndværkere og gæster samlet til rejsegilde på det gamle tørreloft. Fra liften talte bl.a. Niklas Loke Sørensen, byggeleder fra Enemærke & Petersen.

Håndværkerelevatoren fragtede gæsterne sikkert til vejrs op til det gamle tørreloft, hvor SAB fejrede rejsegilde for byggearbejderne i Fynshuses helhedsplan mandag den 26. maj 2025.

Her var kransene på plads under de nye spær, som en markering af ombygningen af tagetagen til boligareal. 24 boliger udvides til duplexboliger, dvs. boliger i to etager med en indvendig trappe.

”Med helhedsplanen sikrer vi en fornyelse af Fynshuse blandt andet gennem energioptimerende tiltag samt modernisering af køkkener og badeværelser. Vi sikrer samtidig et varieret boligudbud i afdelingen og giver mulighed for at beboere, der har brug for mere plads, kan blive i afdelingen,” sagde Frank Sass, næstformand i SAB, der også takkede håndværkerne for det flotte arbejde hidtil.

Frank Sass, næstformand i SAB, glæder sig over moderniseringen af boligerne i Fynshuse.

Udover de store duplexboliger, indrettes to store familieboliger i stueplan i en tidligere institution. Her er også fundet plads til at indrette et fællesrum for beboerne.

Gode takter giver ro om tidsplan

Helhedsplanen gennemføres i regi af Byggepartnerskabet &os.
Niklas Loke Sørensen, byggeleder fra Enemærke & Petersen, kunne fortælle at 11 ud af 29 opgange nu er renoveret og at yderligere 10 opgange er i proces. Byggeriet forventes afleveret i februar 2026.
”Det kan jeg med ro i maven sige, at jeg tror på, fordi alle håndværkere på denne byggeplads har været en del af at skabe takten og flowet for byggeriet. Vi reflekterer ugentligt på forskellige møder, som vi bruger til at målstyre og forbedre. Det vil jeg gerne takke alle for, og jeg håber, vi kan fortsætte i denne ånd”.

De gamle tagsten genbruges. De er fra 2002, hvor Fynshuse fik nyt tag, og er i overordentlig god stand, forklarer projektleder i KAB, Lars H. Nielsen. De gamle spær genbruges til skure i gården.

Beboerne bliver genhuset, mens deres bolig renoveres, og de første er flyttet tilbage. Alle, som har ønsket at flytte tilbage, forventes at være retur med afslutningen af helhedsplanen i februar 2026.

Fakta om Fynshuse og helhedsplanen

Opført i 1942
167 boliger
Fordelt på tre etagehuse

Helhedsplanen omfatter:
• Renovering af 143 boliger
• Renovering og udvidelse af 24 boliger ved at inddrage tagrummet (duplexboliger)
• Ombygning af en nedlagt institution til to boliger og et fælleslokale
• Udeområder forbedres
Helhedsplanen er støttet af Landsbyggefonden. Huslejen stiger med ca. 26% og stigningen træder i kraft etapevis fra 2024-27.

Projektet opfylder Københavns Kommunes lærlingeklausul med 6 lærlinge på pladsen fordelt på fagene tømrer, murer, maler, vvs og el.

Duplexboliger

Byggeriets parter er:
Enemærke & Petersen A/S
JJW Arkitekter
Norconsult A/S
SLA
REkommanderet
Sweco A/S

Seneste nyt

Andre læste også