Louise bor på Absalonsgade sammen med sin familie. Her er gården langt mere end et grønt område mellem bygningerne. Den er et sted, hvor børn kælker om vinteren, naboer samles om grillen om sommeren, og hvor fællesskabet trives året rundt.
For Louise spiller det grønne en vigtig rolle i hverdagen. Ikke mindst hendes egen lille have, som gennem årene er blevet fyldt med planter, bærbuske og hyggelige opholdssteder. En af hendes største glæder er de planter, som vender tilbage år efter år. “Jeg kan rigtig godt lide at have planter, der kommer igen hvert år. Det er også noget, vores gartner arbejder meget med, så man ikke hele tiden skal ud og købe nyt. Det er virkelig dejligt at se tingene komme op af jorden igen.”
For 16 år siden plantede Louise en vinplante ved sin terrasse. I dag har den vokset sig op langs bygningen til tredje sal. “Den pynter på de lidt kedelige altaner,” fortæller hun med et smil.
FILM: Kom med ud i Louises have
Mens vi taler sammen, går flere naboer forbi og hilser. Det understreger den særlige stemning, som præger gården. “Selvom haven er privat, ligger den jo midt i det hele. Man hilser altid over hækken og får en lille snak med naboerne.”
For en familie på fire i en treværelses lejlighed betyder udeområderne også noget rent praktisk. “Om sommeren bliver haven næsten et ekstra værelse. Vi bruger den hele tiden.” Den hyggelige stemning får også lidt hjælp af familiens hund, som Louise kalder sin “uartige haveassistent”. Den spiser jordbær, graver i bedene og tramper rundt, hvor den ikke må – men det gør kun haven endnu mere levende og hyggelig.
1. Du bor i en almen bolig – hvordan kan det være, du har valgt denne boform?
“Jeg var så heldig, at mine forældre skrev mig op, da jeg vist var omkring 10 år. Først boede jeg i Sydhavnen, derefter på Nørrebro, og så endte vi her på Absalonsgade, da vi fik vores datter.”
2. Hvad synes du er det bedste ved din have og afdelingens udeområde?
“Det bedste er nok, at gården bliver brugt på så mange forskellige måder.” Louise fortæller om gårdens mange niveauer og bakker, som giver plads til forskellige aktiviteter året rundt. “Om vinteren kælker børnene ned ad bakkerne, og om sommeren er de fyldt med vilde planter og insekter. Der er virkelig liv.” Et af de steder, hun især fremhæver, er den store trætrappe i gården.
“Der sidder altid nogen derude. Folk drikker kaffe, er sammen med deres børn eller nyder solen. Det er skønt at se området blive brugt.”
3. Mødes I nogle gange med andre naboer i det grønne, og kan du give eksempler på aktiviteter?
Fællesskabet er en naturlig del af hverdagen på Absalonsgade. “Vi har fællesspisning i gården cirka én gang om måneden. Det er meget afslappet. Vi skriver i vores fælles Facebook-gruppe, at vi tænder grillen, og så kommer dem, der har lyst og tid.” Når vejret er godt, samles naboerne ved de fælles borde og bænke.
Halloween er også blevet en fast tradition i gården. De mange frugttræer kommer her til nytte, når naboerne samles til en hyggelig eftermiddag med æblemost presset af gårdens egne æbler, hjemmebagt æblekage og bål med snobrød. Der bliver skåret græskar, holdt kostumekonkurrence, og de udskårne græskar får lov til at stå og lyse op på trætrappen længe efter festen er slut. “De får lov til at stå der, indtil de næsten rådner,” fortæller Louise med et grin.
4. Er det grønne afgørende for, at du trives der, hvor du bor?
For Louise er svaret klart. De grønne omgivelser giver både ro, plads og mulighed for at være sammen med andre. Haven og gården fungerer som et ekstra opholdsrum og er med til at skabe de spontane møder mellem naboerne, som gør området særligt.
5. Hvad betyder din have for dig, og har du et favoritsted?
“Det er faktisk svært at vælge ét sted.” Efter lidt betænkningstid peger Louise mod terrassen. “Det er nok dér, vi sidder og spiser sammen som familie ved det store træbord.”
Lige ved siden af står en bænk, hvor hun ofte mødes med veninder til kaffe eller et glas vin. Men haven handler også om alt det, der gror. På den begrænsede plads har Louise fået plads til både brombær, hindbær, jordbær, krydderurter ja faktisk meget mere. Til sidst griner hun og kommer frem til den konklusion, der måske bedst beskriver forholdet til haven: “Jeg tror faktisk, jeg elsker hele haven.”